1. Artikel fra Berlingske Tidende

Retsopgør med de allerede fordømte
Af Jesper Thobo-Carlsen

Amerikanerne har forlængst fordømt Enron-cheferne, men nu begynder retssagen om deres ansvar for det unge århundredes største erhvervsskandale. Og juridisk er intet givet på forhånd.

Det er folk ligesom Angelique Chappel, som de to Enron-chefer forgæves prøver at undgå. Den 33-årige mor til to ikke bare fulgte Enron-skandalen på TV, som resten af USA. Hun ikke bare læste i aviserne om svindlen, der sendte rystelser ind i Det Hvide Hus og ud over den globale forretningsverden.

Den tidligere Enron-sekretær mistede sit job, sin pension og sin sundhedsforsikring, da energigiganten med 5.000 ansatte gik under med et brag i 2001. I dag godt fire år efter ryster hende stemme stadig af vrede, når hun taler om Enron-bosserne.

»Vi lever fra den ene lønningspose til den næste, mens de bruger millioner af dollar på deres advokater,« siger hun til avisen the New York Times.

Retsagen mod Enrons nummer ét og to – Kenneth Lay og Jeffrey Skilling – begynder i dag, og de to kæmper til det sidste for at få flyttet sagen fra Enrons og Angelina Chappels by, Houston, i Texas. De mener ikke, at de kan få en retfærdig rettergang blandt fjendtlige jurymedlemmer.

Det store hold af forsvarsadvokater har fremlagt udtalelser fra potentielle jurymedlemmer, der i spørgeskemaer her beskrevet Jeffrey Skilling som »djævelen« og »en klasseforbryder«, der »ville lyve for sin mor, hvis det gavnede hans sag«, mens Kenneth Lay er »den største løgnagtige forbryder af alle«. Sammen er de »skyldige som ind i helvede,« skrev én.

Dommeren har afvist deres krav.

National forargelse

Retssagen i Texas er kulminationen på de seneste års største amerikanske erhvervsskandale, der begyndte at rulle, da en journalist i 2001 fik færten af Enrons oppustede regnskaber. Med fiktive handler og kreative posteringer var det lykkedes Enron i årevis at skjule enorme underskud for investorer og for offentligheden og fremstå som en mønstervirksomhed.

Choket over den hule økonomi i USAs syvendestørste virksomhed blev til en national forargelse, da det lidt efter lidt stod klart med hvilken arrogance, der blev handlet i USAs absolutte erhvervselite. Som om etik og regler simpelthen ikke fandt anvendelse på dem.

Revisionsfirmaet Arthur Andersen havde til opgave at kontrollere Enrons bogholderi, men makulerede tonsvis af papirer før myndighederne kunne få fingre i dem. Arthur Andersen blev i en tidligere retssag dømt og gik siden i bankerot.

Fire ansatte fra investeringsbanken Merril Lynch og en medarbejder fra Enron er blevet dømt for at have camoufleret et lån som et salg af værdier i Nigeria i Afrika. Andre investeringsbanker som JP Morgan og Citigroup har måtte betale to milliarder kroner i erstatning.

Båndoptagelser af Enron-ansatte, der fortæller, hvordan de manipulerede med strømforsyningen under blackouts i Californien for at jage prisen i vejret, er blevet afvist af retten, fordi de ikke er relevante for retssagen. Andre Enronansatte har erkendt at have beriget sig selv på firmaet og aktionærernes regning.

Lay: Ikke noget at komme efter

I den amerikanske offentlighed er Kenneth Lay og Jeffrey Skilling forlængst dømt som det nye århundredes mest lysende fupmagere.

Præsident George W. Bush blev belastet af skandalen, fordi Kenneth Lay var en nær ven af hans far og gav et stort økonomisk tilskud til Bushs første præsidentvalgkamp, men præsidenten har efterfølgende fået vedtaget et sæt skrappe regler for virksomheders revision. Men endnu mangler USA de endelige svar på, hvad der egentlig var lovligt og ulovligt, og hvem der egentlig vidste hvad i Enron-sagen.

De to topchefer erklærer sig ikke-skyldige i anklagerne om svindel og sammensværgelse – samt i Skillings tilfælde også anklager om insiderhandel og om at have givet forkerte forkerte oplysninger til auditører.

Kenneth Lay har offentligt ridset forsvarets strategi op:

Enron var ikke præget af korruption, og mange af de kritiserede handler og partnerskaber i anklageskriftet var i virkeligheden fuldt lovlige. Kenneth Lay har givet enkelte medarbejdere – med tidligere finansdirektør Andrew Fastow i spidsen – skylden for åbenlyse ulovligheder, der skal være foregået bag hans ryg.

Strategien kan virke vanskelig. Der er trods alt 16 tidligere Enron-ledere, der har erklæret sig skyldige i forbrydelser som svindel, insiderhandel og sammensværgelse. Heriblandt Andrew Fastow og lige efter jul slog den forhenværende chef for revisionen, Richard Causey, også en handel af med anklagemyndigheden. Han indvilgede i at samarbejde, mod at få nedsat straf.

Men omvendt har anklagemyndigheden ikke haft samme succes i retten. Tre af fem anklagede blev delvist frikendt sidste år i en teknisk kompliceret sag om revisionen i Enrons bredbåndsafdeling.

Samme år omgjorde Højesteret også dommen over Arthur Andersen med henvisning til svage juryanvisninger. Det fik den ansvarlige partner i Arthur Andersen, David Duncan, der ellers havde tilstået, til at fortryde og forsøge at trække sin tilståelse tilbage. Den sag er ikke afgjort.

Krummer tæer over Lay

At dømme ud fra den seneste vidneliste er anklagemyndigheden blevet mindre fokuseret på den angiveligt ulovlige revisionspraksis og mere fokuseret på vildledende informationer over for investorer. 17 vidner med relevans for revisionen er droppet.

65 vidner – heriblandt energihandlere og journalister – er tilbage. Listen inkluderer nøglevidnet Andrew Fastow, men ikke Richard Causey. Ifølge Jeffrey Skillings advokat, Daniel Petrocelli, skyldes det, at anklagemyndigheden er ved at opdage, at den ikke har en god sag angående Enrons revisionspraksis. Men det kan også være fordi, anklagemyndigheden er ved at gøre sagen mere enkel for en jury uden speciel indsigt i regnskabsregler, påpeger eksperter over for New York Times.

»Regeringen prøver altid at bevise løgn, snyd og tyveri i sager om økonomisk svindel,« siger advokaten Thomas Hagemane.

Den vigtige sag, der vil vise om befolkningens følelse af anstændighed løber nogenlunde parallelt med juraen, kan ende som ord mod ord, mener mange analytikere. Hvem tror juryen på?

For anklagemyndigheden bliver det derfor vigtigt at bevare den offentlige opbakning. Her er folk som Angelique Chappel et godt udgangspunkt: »Ken Lay burde have kendt hver en krog i det selskab. Jeg krummer tæer, når jeg ser hans billede,« forklarer hun.