Generelt

Allan Fornæs - mindeord

 

Allan Fornæs

En kær Deloitte- kollega

Allan Fornæs er gået bort den 17 november 2014, kun 59 år gammel

 

 

Allan Fornæs blev ansat som revisorassistent i Arthur Andersen i 1979 og afsluttede sideløbende med fuldtidsarbejdet og aftjening af værnepligt i de følgende år sin cand. merc. Uddannelse. Allan bestod eksamen som statsautoriseret revisor i 1989 og skiftede samtidig spor til en stilling som manager i firmaets skatteafdeling med fokus på dansk og international selskabsskat. Allan blev partner i skatteafdelingen i 1995 og videreførte sit virke som skattepartner i Deloitte, da de to firmaers aktiviteter blev lagt sammen i 2002. Allan fortsatte sin opgave som skattepartner i Deloitte frem til sin død.

 

I de unge år blev en stor del af fritiden brugt i Studenterforeningen, hvor Allan bl.a. var en del af foreningens øverste ledelse i perioden 1982-1984 med ansvar for foreningens finanser, som blev forvaltet på historisk god vis.

 

Allan var særdeles respekteret blandt kunder og kolleger for sit høje faglige niveau, sin indiskutable integritet og sit altid venlige og stilfærdige gemyt. Allan var et menneske, som det var svært at blive uvenner med, og han stod altid til disposition, når en kollega have brug for råd og vejledning.

 

I de senere år havde Allan ansvaret for risk management funktionen i Deloittes skatteafdeling og fungerede i mange år først som eksaminator og siden som censor ved revisoreksamen.

 

Allan efterlader et stort savn blandt partnere og medarbejdere hos Deloitte ved sin alt for tidlige død. Vore tanker går til Allans ægtefælle, Annette, og til de to voksne børn.

 

Æret være hans minde.


Tilbage
Kategori: Generelt Skrevet af: admin nov 22, 2014